Oh, kulturmannen anmeldt i Berlingske

Oh, Kulturmannen har kommet seg til Danmark og har fått en særdeles god og interessant anmeldelse i Berlingske av nettopp en kulturmann! Han gjør selv et poeng av at han er kulturmann. Forøvrig gir han boka gode skussmål og anbefaler den oversatt og gitt ut i Danmark. Noe som kunne passet bra da den er så å si utsolgt i Norge.

Er der nogen mening til, vil et lille dansk forlag snart oversætte og udgive »Oh, Kulturmannen«. 

Anmeldelsen ligger her - bak betalingsmur, men jeg siterer villig vekk:

Den ulidelige kulturmand

Af Jeppe Krogsgaard Christensen

Forfatter & kritiker

Du kan skrive et essay på 40 sider om deg selv.
Du kan skrive 40 000 sider om deg selv.
Du kan skrive 400 000 tegn om at være deg.


Jeg læste Ellisiv Lindkvists 32 sider korte »Oh, Kulturmannen« som et afbræk i læsningen af Lars Noréns to bind tykke, tætskrevne »En dramatikers dagbok«. Og sådan kan bøger ved et tilfælde krydsbelyse hinanden. For Norén kan ikke bare skrive tusinder og atter tusinder af tegn om at være sig selv, men har allerede gjort det. Ironien er imidlertid, at hans tykke bøger krymper i det lys, Lindkvists tynde digtsamling kaster.


Den udkom i Norge for nogle måneder siden og stiller ikke bare skarpt på de magtfulde kulturmænd og på de kvindelige kunstnere, de end ikke ænser, men er også noget så sjældent som hård, smuk, sørgelig, morsom og kønsdiskuterende poesi.


Er der nogen mening til, vil et lille dansk forlag snart oversætte og udgive »Oh, Kulturmannen«. Fordi den fungerer som litteratur, og fordi den tegner et portræt af en mandetype, der uden at være sig det bevidst både giver den som lovgivende, udøvende og dømmende magt i kunst- og kulturmiljøet:

Du som skriver og er redaktør, 
ofte er du redaktør, i hvert fald kritiker, 
du kan også være forfatter, 
regissør, teatersjef, forlegger, kronikör, 
politi, dommer, jury, whatever.


Sidste år udgav svenske Ebba Witt-Brattström »Århundredets kærlighedskrig«, der er formet som en dialog mellem en kvinde og en mand, der er indbegrebet af Lindkvists kulturmand. »Jeg lever som fange i dit magtapparat«, siger hun et sted. Han svarer: »Du med dit lille/ ligestillingsministerium/ Hvem interesserer sig for det.«

Herhjemme er kønsdiskussionen stadig et felt for debattører og har endnu ikke fundet litterært udtryk i et værk som Bratt-Wittströms eller Lindkvists. Jeg håber snart, det sker. I litteraturen, i fiktionen, er der plads til gråtoner og nuancer, til alt det virkeligheden er, men som ofte ofres i spalter og kommentarspor. Og så kan litterære greb skabe nye, overraskende pointer. Som et linjeskift hos Lindkvist:

vi forsøker å onanere oss selv
det er vanskelig på grunn av blodet i bind etter bind
av historien.

Lindkvist giver også et bud på noget, der har undret mig, nemlig hvorfor feminismen synes at fokusere stadig mere på kvindekroppen, på kussen og menstruationen. »Det er det eneste jeg har/som du ikke har,« skriver hun til kulturmanden, der kun interesserer sig for kvindelige kunstnere, hvis de er unge og knepbare. Og »Det finnes så mye underdanig kvinnekjøtt.«

Det kan virke fortegnet eller hysterisk, hvilket jo er det ord, man benytter til at diskvalificere vrede kvinder. Men Lindkvists bog har fat i noget væsentligt her midt i tidens glohede køns- og elitesnak. Endda i poesiens form og fuld af benknasende sarkasme og med hvas sans for paradokser:

Jeg er feminist, siger kulturmannen.
Men se! Han som tror andre har lest så lite. 
Han har ikke lest en eneste feministisk klassiker.

Jeg kender sådan nogle mænd. Men jeg hjemsøges af mistanken om, at jeg også er en afart af ham, af kulturmanden. Helvede er jo ikke altid kun de andre.

Jeg er forfatter på et stort forlag. Jeg er kritiker på en landsdækkende avis. Og klummeskribent. Guilty if charged. Men måske gør dét hele forskellen. Bevidstheden om egne privilegier. Ikke at være blind som den kulturmand, Lindkvist portrætterer så præcist, at det gør ondt. Det håber jeg.

er noget så sjældent som hård, smuk, sørgelig, morsom og kønsdiskuterende poesi.

Havmannprisen - juryens begrunnelse

Her mottar forfatteren prisen fra kultursjefen

Her følger juryen begrunnelse i sin helhet. Vel så god som en anmeldelse:

"I 2013 kom det ut mange gode skjønnlitterære utgivelser, i ulike sjangere, med tilknytning til Nord-Norge. Juryen har hatt et interessant, morsomt og tidvis vanskelig arbeid for å kåre en vinner. Til sist var det likevel ingen tvil om hvilken utgivelse som utmerket seg positivt på mange plan blant utgivelsene vi har lest og vurdert.

Årets vinner av Havmannprisen for 2013 er Ellisiv Lindkvist. Hun er opprinnelig fra Brøstadbotn i Troms, nå bosatt i Oslo. Ellisiv Lindkvist har vært en markant og fornyende stemme i det nordnorske litterære miljøet de siste årene.

Ellisiv Lindkvist får prisen for romanen Ditt røde hår, Unn. Det er en kort og lettlest dagbokroman med Pia som nettopp har flytta til Oslo som forteller. Teksten dreier seg i stor grad om hovedpersonens forhold til Unn som hun møter på ei opplesning. Denne boka utmerket seg blant fjorårets utgivelser gjennom sine fortellermessige og skjønnlitterære kvaliteter.

Dagbokromanen Ditt røde hår, Unn er historien om kjærlighet mellom to kvinner som fortelles gjennom korte notater, enkle og konkrete observasjoner, fine episoder og dialog. Romanen er gitt ut med støtte fra Leser søker bok, og er tilpasset mennesker med ulik leseevne. Det er juryens vurdering at denne boka egner seg for en bred målgruppe. Den fortellermessige strukturen, de korte setningene og den kronologiske dagbokformen gjør den lett tilgjengelig og langt fra vanskelig å lese.

Samtidig er det ei bok som leker seg både med språk og oppsett. Teksten er tilsynelatende enkel, men den enkle teksten kan romme mye. Som eksempel vil vi nevne:

Jeg er på vei til å bli en sånn som bor i Oslo,
går ut på spennende greier og har venner!

Disse få ordene inneholder ei egen lita fortelling. Romanen er full av slike setninger/fortellinger.

Formatet tillater seg å bryte med normalprosaen og det er med på å gi teksten mange poetiske kvaliteter. Hyppige linjeskift framhever enkelte ord så de får mer tyngde og plass i teksten. Blanklinjer og korte avsnitt er med på å sidestille eller kontrastere følelser og utsagn, og viser oss ofte det store gapet mellom hva som blir sagt og gjort, mellom hva vi tenker og hva faktisk våger å fortelle til hverandre.

De to hovedpersonene driver også sin egen språklek der bokstaver og ord de foretrekker er med på å skape dybde og tolkningsrom i teksten. Samtidig gjør dette at vi blir kjent med Unn og Pia. Eventyrets karakterregister brukes i deler av teksten for å understreke at det her handler om et forhold som bryter med det heteronormative. Måten det gjøres på, med et konkret utkledd Troll på et karneval, og diskusjoner rundt hvem som skal få prinsessa, er elegant uten å virke fikst.

For de som kjenner forfatterskapet, kan boka sees som ei slags sammensmelting av Lindkvists kortprosadebut Alt jeg skriver er sant og romanen Tørst. Form møter tematikk på en måte som fungerer svært godt. De knappe setningene i Ditt røde hår, Unn er ikke bare lettleste, de er også poetiske. Forfatteren evner å få fram stemninger og følelser uten å bevege seg over i det sentimentale eller banale. Dette er ei bok som både de som leser lettleste bøker og erfarne lesere vil få mye ut av. Juryen er imponert over forfatterens evne til å fortelle på en slik måte, ei svært enkel historie er fortalt på en måte som virkelig får fram kompleksiteten i  mellommenneskelige relasjoner."

Her holder forfatteren takketale, mens gaver og blomster står i bakgrunnen.

Det er ikke slutt ennå!

Tenk at jeg for mange år siden, helt tilbake i 2008 trodde det skulle ta slutt.

Det som jeg levde høyt på i 2007.

Vi snakker om den oppturen det er å bli spurt om legitimasjon. Og det er igjen i Sverige det skjer. Hos systembolaget.

Og nå snakker vi mars 2012. Jeg er innom Systembolaget for å ta med en flaske rødvin og damen er altså så elskverdig å be meg vise legitimasjon.

Ja, gjerne, sier jeg, det er meg en glede.
Du er jo ikke så gammel, sier hun da hun ser den.

Jeg skriver det ned så ihvertfall ikke jeg skal glemme det.
Jeg elsker Sverige.

La-di-da, la-di-da.