Oh, kulturmannen anmeldt i Berlingske

Oh, Kulturmannen har kommet seg til Danmark og har fått en særdeles god og interessant anmeldelse i Berlingske av nettopp en kulturmann! Han gjør selv et poeng av at han er kulturmann. Forøvrig gir han boka gode skussmål og anbefaler den oversatt og gitt ut i Danmark. Noe som kunne passet bra da den er så å si utsolgt i Norge.

Er der nogen mening til, vil et lille dansk forlag snart oversætte og udgive »Oh, Kulturmannen«. 

Anmeldelsen ligger her - bak betalingsmur, men jeg siterer villig vekk:

Den ulidelige kulturmand

Af Jeppe Krogsgaard Christensen

Forfatter & kritiker

Du kan skrive et essay på 40 sider om deg selv.
Du kan skrive 40 000 sider om deg selv.
Du kan skrive 400 000 tegn om at være deg.


Jeg læste Ellisiv Lindkvists 32 sider korte »Oh, Kulturmannen« som et afbræk i læsningen af Lars Noréns to bind tykke, tætskrevne »En dramatikers dagbok«. Og sådan kan bøger ved et tilfælde krydsbelyse hinanden. For Norén kan ikke bare skrive tusinder og atter tusinder af tegn om at være sig selv, men har allerede gjort det. Ironien er imidlertid, at hans tykke bøger krymper i det lys, Lindkvists tynde digtsamling kaster.


Den udkom i Norge for nogle måneder siden og stiller ikke bare skarpt på de magtfulde kulturmænd og på de kvindelige kunstnere, de end ikke ænser, men er også noget så sjældent som hård, smuk, sørgelig, morsom og kønsdiskuterende poesi.


Er der nogen mening til, vil et lille dansk forlag snart oversætte og udgive »Oh, Kulturmannen«. Fordi den fungerer som litteratur, og fordi den tegner et portræt af en mandetype, der uden at være sig det bevidst både giver den som lovgivende, udøvende og dømmende magt i kunst- og kulturmiljøet:

Du som skriver og er redaktør, 
ofte er du redaktør, i hvert fald kritiker, 
du kan også være forfatter, 
regissør, teatersjef, forlegger, kronikör, 
politi, dommer, jury, whatever.


Sidste år udgav svenske Ebba Witt-Brattström »Århundredets kærlighedskrig«, der er formet som en dialog mellem en kvinde og en mand, der er indbegrebet af Lindkvists kulturmand. »Jeg lever som fange i dit magtapparat«, siger hun et sted. Han svarer: »Du med dit lille/ ligestillingsministerium/ Hvem interesserer sig for det.«

Herhjemme er kønsdiskussionen stadig et felt for debattører og har endnu ikke fundet litterært udtryk i et værk som Bratt-Wittströms eller Lindkvists. Jeg håber snart, det sker. I litteraturen, i fiktionen, er der plads til gråtoner og nuancer, til alt det virkeligheden er, men som ofte ofres i spalter og kommentarspor. Og så kan litterære greb skabe nye, overraskende pointer. Som et linjeskift hos Lindkvist:

vi forsøker å onanere oss selv
det er vanskelig på grunn av blodet i bind etter bind
av historien.

Lindkvist giver også et bud på noget, der har undret mig, nemlig hvorfor feminismen synes at fokusere stadig mere på kvindekroppen, på kussen og menstruationen. »Det er det eneste jeg har/som du ikke har,« skriver hun til kulturmanden, der kun interesserer sig for kvindelige kunstnere, hvis de er unge og knepbare. Og »Det finnes så mye underdanig kvinnekjøtt.«

Det kan virke fortegnet eller hysterisk, hvilket jo er det ord, man benytter til at diskvalificere vrede kvinder. Men Lindkvists bog har fat i noget væsentligt her midt i tidens glohede køns- og elitesnak. Endda i poesiens form og fuld af benknasende sarkasme og med hvas sans for paradokser:

Jeg er feminist, siger kulturmannen.
Men se! Han som tror andre har lest så lite. 
Han har ikke lest en eneste feministisk klassiker.

Jeg kender sådan nogle mænd. Men jeg hjemsøges af mistanken om, at jeg også er en afart af ham, af kulturmanden. Helvede er jo ikke altid kun de andre.

Jeg er forfatter på et stort forlag. Jeg er kritiker på en landsdækkende avis. Og klummeskribent. Guilty if charged. Men måske gør dét hele forskellen. Bevidstheden om egne privilegier. Ikke at være blind som den kulturmand, Lindkvist portrætterer så præcist, at det gør ondt. Det håber jeg.

er noget så sjældent som hård, smuk, sørgelig, morsom og kønsdiskuterende poesi.